Dag 1

Dette er den første dag i mit nye liv.

Solens stråler falder på mit ansigt. Selvom det kun er den 1. februar, så varmen den en lille smule. Der er ild i pejsen, og et voldsomt sug i skårstenen. Jeg har set frem til denne dag i lang tid nu. Dagen hvor jeg har sagt farvel til ligegyldige forpligtelser og bare har mig selv om mine nærmeste at stå til ansvar for.

En svag sky glider foran solen, så varmen fra pejsen overdøver solens spæde varme. Jeg tror måske, at dette er dagen, hvor alle sanser er vakt, og alt føles mere stærkt end på en almindelig dag i en lønmodtagers liv. Der er bølger på havet og en let vind. Jeg sidder i cafeen på Louisiana. Her har jeg tilbragt utrolig meget tid som barn med min mor. Klubkortet har været en fast del af hendes kulturelle liv i mange, mange år, og derfor var det vigtigt for mig, at den første dag skal bruges her. På vejen til cafeen konstaterede jeg, at der er flere ting, der har fået en ny plads på museet. Skulpturer, som ikke længere står, der hvor de skal. Så intet er statisk - heller ikke her.

Da jeg steg ud af bilen i går efter afskeden på jobbet, da blev jeg fyldt af en intens følelse af lettelse og frihed. Som om jeg har holdt vejret i flere måneder. Alt føles så uendelig ligegyldigt på det job, jeg lige har sagt farvel til.

I december var det to år siden min mor fik kræftdiagnosen. For to måneder siden døde hun. I morgen er det to år siden, jeg mistede min far. Det har været to helt surrealistiske år. To år hvor jeg har holdt vejret og ventet på, at min mor også skulle dø. I min verden har der på intet tidspunkt været en tro på, at hun skulle overleve. En hurtig søgning på nettet viser hurtigt at kræft i æggestokkene fundet så sent som hos hende ikke er noget, man overlever. I hvert fald ikke særlig længe. Hun tabte hurtigt håret og gik med paryk en periode. Min mindste søn, som dengang var fire år fik lov at hive hårtotterne af.

Det har været to år, hvor min lunte langsomt er blevet kortere og kortere. Overfor min børn, overfor min mand overfor mig selv. Hvor jeg har grædt på min chefs kontor, på kollegernes kontorer men aldrig derhjemme og kun sjældent med min mor. Jeg har holdt vejret og ventet. Ventet på det uundgåelige.

Turisterne knipser på livet løs. Den smukke mobile uden for cafeens vindue bliver foreviget igen og igen. Den er blevet lidt falmet, siden jeg var her som barn. Det helt almindelige liv her på Louisiana fortsætter, som det plejer. Her er fyldt med mennesker på en torsdag formiddag lige før frokost. Kaffe, the, kage og så lige hen og tage et billede af mobilen gennem vinduet. Almindeligt. Helt almindeligt. Jeg sidder med min computer og føler mig alt andet end almindelig. Jeg er arbejdsløs. Ja teknisk set er jeg på barselsorlov og bruger resten af orlov, som jeg ikke fik brugt, da børnene var små. Men jeg er også arbejdsløs, for jobbet er sagt op, og det sidste farvel er sagt til forstadskommunen. Det var et nødvendigt træk. Jeg har brug for et helt bogstaveligt pusterum. Ikke fordi jeg er stresset og presset af for mange opgaver, men fordi jeg har brug for at lære at trække vejret igen. Jeg har holdt det alt for længe og glemt, hvordan man gør.

Jeg har allerede kigget på diverse jobportaler flere gange end jeg har tal på. Vent med det, husk at lave ingenting. Det har rigtig mange sagt til mig. Hvorfor egentlig? Handler min beslutning ikke om at gøre lige det, jeg har lyst til uden skelen til, hvad andre måtte synes er det mest hensigtsmæssige og mest fornuftige? Eller er det en søgen efter, det jeg endnu ikke ved er det rigtige for mig? Skal jeg netop insistere på at holde mig fra at gøre alt det jeg plejer? Tomme spørgsmål ud i ingenting. Der skal ikke svares der skal føles.

Her på bloggen vil jeg dele min mine oplevelser igennem de måneder, der kommer. Jeg har et intenst behov for, at de oplevelser og følelser, jeg skal igennem ikke bliver hurtigt glemt igen. Jeg vil gerne fastholde alt det, jeg står i, og de mange følelser det bringer med sig - både de gode og de mindre gode. Alle sammen vil de være med til at bringe mig hen til et nyt sted, hvor jeg forhåbentlig igen kan trække vejret. Jeg ved ikke, hvor det sted er, eller hvor lang tid det vil tage mig at finde det. Ligesom skulpturerne på gangene på Louisiana er steder i livet ikke statiske, så jeg kommer også til at skulle tage andre rejser i livet og flytte mig som menneske, men denne rejse vil altid have en helt særligt plads for mig.

Da min datter var helt lille sagde hun en gang, at alle er børn, indtil deres forældre er døde. Nu er jeg voksen, og det er måske i virkeligheden det, jeg skal lære, hvordan man gør.

Solen er gået bag en stor sky og ser ikke ud til at komme frem lige foreløbig. Heldigvis varmen ilden stadig, og jeg er inden for.

Velkommen med på min rejse. Læs med hvis du har lyst. Måske kan du bruge nogle af mine tanker og oplevelser til noget, måske er det bare flimmer og alt for meget tekst, som bidrager til internettets kaos af mere eller mindre vedkommende informationer.