onsdag den 31. august 2011

Køkkenet er næste færdigt!

Køkkenet er næsten færdigt - der er rindende vand, jeg har ryddet op, og senest har jeg fået olieret bordpladen.



Det er utroligt, hvad det kan gøre at smøre lidt olie på en egetræsbordplade. Egetræ har virkelig en smuk glød, som giver hele rummet varme og stemning.


Der er stadig rigtig mange ting der mangler - en låge til skabet ved vasken eksempelvis, og strøm som ikke kommer fra forlængerledninger - men det går i den rigtige retning, og jeg føler mig i den grad hjemme her.

Her i weekenden kom Jarl i gang med gangen, som indtil nu har manglet vinduesinddækning og vægbeklædning på ydervæggen. Det ser ud til at kunne blive færdigt næste weekend, og så kan der sættes endnu et hak på listen.


Malerprojekt skrider langsomt fremad

Allerede sidste år forærede min svigermor mig et gammel køkkenskab, som har hængt i Jarls gamle lejlighed, og som siden har hængt i svigermors garage.

Indtil denne sommer har det dog ikke været aktuelt at få skabet op til vores sommerhus, da der ligesom ikke helt har været plads til andet end byggeplads.

Det var derfor med stor glæde, at jeg fik skabet op i vores ferie.

For at skabet skal passe ind i farvetemaet - rød, hvid og blå - er jeg derfor gået i gang med at male skabet i den fineste baby-blå farve og bagbeklædningen skal have en gang tapet i blå farver med en sølv-stribe.

Havde lige lyst til at vise det foreløbige resultat frem, selvom det langt fra er færdigt.


Hos Røverkøb var de noget betænkelige ved at sælge maling til en høj-gravid - så jeg må jo påtage mig det fulde ansvar for de eventuelle skader, jeg har påført mit ufødte barn ved at lave et baby-blåt skab.

Der vil følge flere billeder, når skabet er klart og hængt op.

onsdag den 24. august 2011

Så er kage-kjolen endelig færdig

Helt tilbage i forsommeren var Sonja og jeg på pige-tur til Stof2000 (det er bare med at få hende indoktrineret til mit sy-univers så hurtigt som muligt). Her valgte vi hver et stof, som jeg skulle lave sommerkjoler til hende af. Jeg har for længst lavet den første, som også er blevet vist frem her på siden, men kage-stoffet, som Sonja valgte, har fået lov at ligge rigtig længe.

Jeg har en tendens til at gå kold efter den første entusiasme, og så vokser bunkerne med stof til diverse projekter. Det er der nok andre der kender til, hvad enten I syr eller laver andre ting.

I går var jeg så taget i Stof2000 igen for at købe stof til at ombetrække nogle hynder til liggestole i sommerhuset - fandt noget godt møbelstof på udsalg. For at undgå at falde i fælden med at hoppe videre til næste kreative projekt inden det foregående er færdigt, så fik jeg syet kage-kjolen til Sonja.

Det er egentlig fjollet, at det skal være så svært at tage sig sammen, for når først materialer og mønster er fundet frem, tager det ikke meget mere end en time at lave sådan en simpel kjole.

I gang kom jeg heldigvis med mønster og kridt....


Sonja blev ovenud lykkelig over endelig at se det færdige produkt - hun har gentagne gange i løbet af de måneder, der er gået siden vi indkøbte stoffet, spurgt til, hvornår jeg lavede kjolen til hende.

Kjolen skulle naturligvis på i børnehaven i dag, så det er jo virkelig besværet værd, når modtagelsen bliver så god.


mandag den 22. august 2011

Mor-søn-projekt i haven

Mens faren har arbejdet hårdt indendørs og storesøster har været travlt optaget hos naboungerne, har mor og søn været i gang i haven.

Hjalte elsker at fise rundt i haven og er hele tiden klar til at give en hånd med, hvor det er muligt.

Græsslåning vil han meget gerne være med til, selvom jeg ikke er helt tryg ved at lade ham lege med maskinen (selvom det er en temmelig sløv sag, der skal skubbes).


Der er heldigvis mange andre ting en to-årig kan være med til i haven, uden at moderen får dårlige nerver. I løbet af sommeren lavede han og jeg en port, hvor der skal plantes en rose. Porten blev samlet af nogle grene fra træer, der er blevet beskåret tidligere på året.


Da vi kom til sommerhuset i sidste weekend, måtte vi dog sande, at konstruktionen ikke var helt i top - trods mor og søns anstrengelser - så vi må finde en måde at forstærke den, inden den skal til at bære vægten af en klatrerose.

Jeg er dog overbevist om, at det nok skal blive en indbydende indgang om nogle år.

Stjerner til en lille ny stjerne

Søndag var vi til navnefest hos lille Solvej. Solen skinnede, og der var rigtig hyggeligt på Frederiks Bastion - så settingen var bare helt i top.

Trods sine ganske få måneder ude af mors mave har Solvej rigtig god fart på og skyder i vejret, som var hun ukrudt. Derfor havde jeg besluttet mig for at udstyre hende med et sæt junior-sengetøj, så hun også kan ligge varmt og godt, når babydynen om ganske kort tid bliver for lille.

Det blev til stjerne-sengetøj med hvidt lagenlærred på den ene side og ternet rødt og hvidt stof på den anden side.


Det er faktisk meget sjovt at applikere, så det skal jeg nok til at arbejde lidt mere med - også selvom stjerner er irriterende, fordi der er så mange kanter.


Sengesættet faldt i god jord hos forældrene, så mon ikke Solvej kan få sig en god lur med det i sin seng.

søndag den 14. august 2011

Obligatorisk flagranke er i hus

Jeg synes, jeg har set virkelig mange fine flagranker - både på diverse blogs, i blade, hos venner og bekendte. Derfor skulle jeg naturligvis også kaste mig ud i sådan et projekt.

Efter et besøg hos Stof2000 og deres udsalg kom jeg hjem med tre forskellige stoffer - i blå, rød og hvid, som er mit farvetema i sommerhuset.

Herefter gik jeg i gang med at klippe rigtig mange trekanter, og de blev alle zig-zag'et - puha det var godt nok kedeligt, men hvis de skal kunne holdes til lidt af hvert samt en tur i vaskemaskinen, så formodede jeg, at det var vejen frem.




Det færdige produkt er desværre ikke helt blevet taget i brug, da vores sommerfest måtte afholdes indendørs pga. den silende regn. Flagranken blev dog hængt op i stuen, og kan næsten kun have pyntet på byggepladsen.




Kængu-barnet er tilbage fra ferien

De sidste tre uger har vi haft min svigerfars bil samt trailer. Vores egen kængu-bil har desværre ikke træk, og der har været rigtig mange store bunker affald på grunden, som vi har skullet af med.

Mor her har stået for trailer-kørslen, og jeg kan vist snart siges at have certifikat til sådan en satan. Lige bortset fra det med at bakke andet end lige ud, så har jeg vist bestået prøvet.

Det er blevet til mange forundrede blikke på genbrugsstationen - det er vist ikke helt normalt for høj-gravide kvinder at køre alene med eternittag og gasbeton-sten, så jeg har måtte overbevise flere bekymrede mænd om, at det er helt ok og jeg kan sagtens klare det uden din hjælp.

I dag er kængu-bilen så kommet retur - gensynet var stort og gav også anledning til at forevige bilen her til bloggen. Selvom svigerfars Ignis er en fin bil, så er kængu-barnet bare lidt større og mere behagelig for os store mennesker.



Sommeren går på held - masser af projekter kan hakkes af på listen

Det er sørme længe siden, jeg har været inde og skrive - kameraet har været løbet tør for strøm, og indlæg uden billeder er bare ikke nær så interessante at skrive og læse.

Fra midten af juli og tre uger frem var familien og jeg i sommerhuset på fuld tid. Det var skønt at komme helt tæt på livet på "landet" og ikke mindst helt tæt på sine børn. Derudover var det jo så tid til at få klaret eller igangsat nogle af vores mange projekter i huset og haven.

Første projekt var at få færdiggjort isoleringen af gulvene og derefter lagt gulvspånplader på. Der har, som jeg vist har nævnt tidligere, været en del problemer med leveringen af materialer, så hele dette projekt var blevet noget forsinket. Heldigvis nåede vi et vigtigt mål, som var at gulvene var færdige til sommerfest med vores venner d. 23. juli, og som det fremgår af billedet nedenfor, så blev en del af arbejdet lavet som godt team-arbejde mellem Jarl og mig selv.
At gulvene kom på plads har været helt banebrydende for både os og ungerne. Herefter har vi kunne bevæge os ubesværet rundt i huset og der kom en dør i til toilettet. For ungerne betød det, at det lige pludselig blev attraktivt for både vores og ungerne på vejen at lege hos os. Uden alt for mange møbler var det nemlig muligt at hoola-hoppe og sjippe indendørs, hvilket ikke er helt standard i de noget mindre nabohuse.




Efter gulvene var på plads, vendte vi opmærksomheden på køkkenet. Her er der nu hvide vægge, lofterne er færdige, de fleste køkken-elementer sat op og det helt store, som er blevet færdig denne weekend - der er nu vand og afløb.


Det ser muligvis en lille smule kaotisk ud, men faktum er, at der nu kan vaskes hænder under ringende vand med afløb og se ud af et vindue på samme tid. Det varme vand må vente lidt, men sammenlignet med tidligere, så er det rent luksus nu.

Før vi for alvor kan satse på at holde jul i huset, som planen er, ligger der en masse store projekter foran os. Der skal vægge i stuen og væggene i gangen og ungernes værelse skal gøres færdige. Derudover er der også en stor el-opgave, som skal klares, før vi kan komme af med de mange forlængerledninger, som leverer strøm som det er nu. Men men vi er på rette spor :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...