fredag den 9. november 2012

Oppe på stikkerne

Jeg synes jeg har ret svært ved at komme op af sofaen for tiden. Jeg går vanvittig tidlig i seng og har bare alle mulige ufærdige krea-projekter liggende.

Heldigvis er jeg blevet skubbet lidt i gang af min mor som skal på julemarked snart. Hun vil nemlig gerne have nogle af mine hama-perle-øreringe med til sin bod.

I går aftes fik jeg endelig gang i en lille produktion.




mandag den 22. oktober 2012

To-do liste inden det kan blive jul

Sidste år lykkedes det os at holde jul og nytår i sommerhuset. Det klarede vi med stram styring og en lang liste med ting, der skulle ordnes, inden vi med sikkerhed kunne sige, at det blev til jul i Kulhuse.
Den gang var der tale om basale ting som varmt vand og el i køkkenet - vi er heldigvis kommet meget længere siden den gang.

I år har vi igen lavet en liste og planlagt gøremålene fra nu af og indtil det bliver jul.
Selvom vi har nået meget det seneste år, så er der visuelt ikke sket så meget i køkken og stue, som vi nok begge går og ønsker os.

Derfor har vi sat os det mål, at stuen skal være malet og der skal være sat høje paneler og lofter op inden jul.

Det lyder måske ikke af så meget, men med tre små unger, som vi jo også gerne vil hygge med, så skal der lidt disciplin til at holde planen.

Vi strammer endnu en gang ballerne og krydser fingrene for at der ikke kommer alt for meget i vejen for vores projekt.

mandag den 17. september 2012

Træterrasse klar til indflytning

Efter gulvet var blevet lagt rykkede vi udenfor.
Det er næsten en skam at være inde når det er sommer, så derfor har vi brugt det meste af sommeren uden for.

Terrassen har længe været en drøm - at kunne slå dørene op og bare gå lige ud på en træterrasse, det er fantastisk.

Først blev der gravet en masse huller til pælene.



Selvom jeg ser ret arbejdsom ud, så kan jeg bestemt ikke tage æren for alle de pæle.

Terrassen er blevet konstrueret nogenlunde som gulvene inden for med strøer.
Som man også kan se, så er jeg gået i gang med at male huset. Det er godt nok et stort arbejde.

Der var en kæmpestor stub fra et træ, som blev fældet før vores tid. Jarl har savet i den, sat ild til den, hugget med en økse og gravet rundt om den, men ikke desto mindre er den der stadig. Den ses ikke længere men helt væk kom den altså ikke.


Her er Jarl ved at lave trinnet som vi har lavet på to sider.

Selvom det godt nok træk tænder ud med alle de huller, der skulle graves, så blev det rigtig godt, og vi har allerede nydt mange måltider derude.

Det er altid sjovt at opleve, hvordan børnene indvier nye fysiske installationer - der skal røres, kravles rundt og alt bliver indtaget på en meget fysisk måde. Skønt!

Frygtelig længe siden sidst...

Det er godt nok længe siden jeg sidst har været inde på bloggen. Sommeren har været helt fantastik og jeg har bare været helt koblet fra. Vi var i Kulhuse i fire uger og det var bare den bedste sommer i vores lille families historie.

Af projekter vil jeg prøve at tage det nogenlunde kronologisk - for det er klart, at der er sket en hel masse både i løbet af sommeren og de efterfølgende weekender.

Inden jeg fik ferie, var Jarl en uge i huset for at bygge gulv i en lille mellemgang mellem stue, toilet og gæsteværelse og selve gæsteværelset. Efter en uge var han ikke rigtig nået nogen vegne - meget tid blev brugt på at anskaffe nye nummerplader til vores bil, fordi en eller anden idiot havde stjålet vores gamle. Så gik der vist også lidt tid med computeren og en kammerat, men det lader vi vist bare ligge ;-)

Sammen fik vi dog styr på gulvet.

Vi bruger flamingo i gulvene, og den slags fylder rigtig meget.




 Oven på flamingoen lægger vi rockwoll for at fylde helt ud.

Øverst kommer gulvspånpladerne. De er ikke kønne og de suger alt muligt skidt til sig, men de er et godt udgangspunkt, når vi lægger gulv ovenpå.

I vores familie er vi virkelig dygtige til at rode - derfor sørger vi for at fylde op med rod lige så snart der er en ny flade klar.

Skulle også lige tilføje fra Jarl, at der gik 4 T20 bits til at lave det gulv - og der blev ikke spillet særlig meget computer...

søndag den 17. juni 2012

Fuld gang i malerarbejdet

Så har jeg endelig fået gang i malerarbejdet på huset. Det er hovedårsagen til, at jeg ikke har siddet meget ned her i weekenden.

Jeg er startet i et hjørne, hvor der skal være havehjørne med vask og haveredskaber. Vi har fået et rigtig flot stålbord fra en veninde, som skal skæres lidt til, og så er der bare alle tiders arbejdsområde for mig, når jeg er i haven.

Når alt det gode er sagt, så kommer det mindre gode: der er så sindssygt højt til loftet og rigtig, rigtig mange detaljer, og det skal selvfølgelig heller ikke bare være én farve, for det ville jo være for let :-)
Jeg er naturligvis helt selv ude om det, for det er mit oplæg til farver.


Det er ikke rigtig til at se det på billederne her, men der er hvidt i loftet, så der er der gang i den helt lille pensel ind i kanterne, og det er noget værre fedteri.


Brædderne suger vildt meget, så det bliver vist til en tur mere til malermesteren, hvor vi har købt noget rigtig lækker maling, som hedder Nordsjö. Det er dyrt, men det bliver virkelig pænt, og så skulle det holde fantastisk godt.

Jeg er helt smadret nu, og jeg blev ikke engang færdig med at male spærrene - tanken om at der kun var første gang maling på en lille del af huset er lidt uoverskueligt.

Havevandring

Det har været en skøn weekend i sommerhuset. Jeg tror ikke, jeg har siddet ned i meget mere end fem minutter i dagtimerne - så det har været travlt men godt.

Desværre har jeg måttet bruge tid på at rådyrssikre mine roser...troede egentlig at rådyrene havde fundet en anden vej uden om min have, men det er altså ikke tilfældet. De er ret glade for friske skud på roserne , så nu er der kommet hønsenet rundt om de mest sårbare.
Kønt ser det ikke ud, men det er heldigvis kun her i starten på sommeren, det er nødvendigt.


For at par år siden plantede jeg en Nevada-rose. Det er en buskrose, som med tiden skulle blive1,5-2 meter høj og tilsvarende i bredden. For første gang i år er den ved at komme rigtig godt i gang og blomstrer flot. Der er dog ret langt til den føromtalt størrelse...


Imens jeg har ordnet blomster, så har Jarl haft travlt med at gå i flæsket på en meget stor træstub, som står lige midt i græsplænen og ikke mindst lige der, hvor der skal anlægges terrasse i løbet af sommeren. Den har tidligere fået en tur med motorsaven og økse, og i denne omgang fik den en omgang ild. Der er nu nok et stykke endnu...


torsdag den 24. maj 2012

Når naturen vil noget andet end mig

Jeg har længe haft en plan med en stor rød rose i haven. Da vi overtog huset for godt to år siden var den meget høj og den første sommer kunne jeg konstatere, at den blomstrede flere meter oppe men med en meget grim tyk stamme. Derfor har jeg ad tre etaper forsøgt at skære den ned. Dette kunne den bestemt ikke lide i år.

Men...bedst som jeg troede at den var død, så begyndte den at skyde helt ned fra. Flotte skud - som ikke ligner vildskud, så den bør være god nok.


Køn er den nu stadig ikke. Det er vist mange år siden den er blevet beskåret ordentligt.


Så smuk ser blomsterne ud. Forhåbentlig bliver den fin igen med tiden. Blomster kommer der dog nok ikke nogen af i år.
 

Det pibler frem overalt

Som relativ ny haveejer kan jeg gå helt i selvsving over at se min have blive grøn om blomstrende her om foråret.

Her er lidt billeder fra sidste weekend.




lørdag den 19. maj 2012

Så skal der males!

Efter meget meget lang tids grundige overvejelser har jeg endelig besluttet mig for noget træbeskyttelse til sommerhuset.

Det er noget af en udskrivning at købe maling til så stort et hus med meget grove planker, så det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad man køber. Jeg har siddet og læst alle mulige super nørdede gør-det-selv-debatsider, hvor - typisk mænd - diskuterer alt mellem himmel og jord - herunder træbeskyttelse.

Valget er faldet på Nordsjö, som købes hos malermestere. Malingen blev afhentet i Gilleleje, som var den nærmeste forhandler.

I går gik jeg i gang med at male legehuset for at få lidt erfaring med malingen i en højde, som er til at have med at gøre uden at få alt for ondt i armen. Desværre begyndte det  at regne, så jeg kom ikke længe end dette her.



onsdag den 9. maj 2012

Arbejdslivet venter forude

På mandag er min barsel endegyldigt slut.

Det er mærkeligt og egentligt lidt grænseoverskridende at skulle tilbage til alt det, jeg kender så godt men alligevel er så langt fra lige nu.

Asger er startet i vuggestue, og det går nogenlunde. Bestemt ikke perfekt, men han er også lidt pylret for tiden det lille pus.

Mandag venter der også en brat opvågning for ham. Han har helt sikkert brug for at blive stimuleret af andre mennesker end mig, ligesom jeg har brug for andre end ham. Vi har begge godt af, at symbiosen brydes.

Forude venter faglige udfordringer og intellektuel stimulans for min hjerne - mon jeg stadig kan bruge den....?


Dukken blev færdig

Den hæklede dukke, som jeg tidligere har vist dele af blev færdig for noget tid siden. Så mens jeg venter på at få taget billeder af projekterne i sommerhuset, så er her det færdige resultat af det seneste hækleprojekt.


Hun blev da meget fin.

Mønsteret er fra stof2000 og kan hentes gratis enten på nettet eller i deres butikker. Jeg havde lidt problemer med at lave noget tøj der passe til, så kjolen her blev lidt for improviseret efter min smag. Det har stof2000 nu afhjulpet ved at lave tøjmønstre til dukken som ligner deres pigetøj - ret sødt synes jeg.

tirsdag den 1. maj 2012

Stille på bloggen for tiden

Jeg beklager, at der er lidt stille på bloggen for tiden. Desværre kan jeg ikke finde opladeren til mit kamera, og uden billeder synes jeg, at det er lidt kedeligt med skriverier her.

Arbejdet står dog ikke stille.

Legehuset er stort set færdigt udvendigt og snart også klart indvendigt.

Jeg er netop nu ved at researche på træbeskyttelse for at finde ud af, hvad jeg skal behandle både legehus og sommerhus med. Det er godt nok en jungle skulle jeg hilse at sige. Bare fordi et firma har valgt at markedsføre et mærke, så vi nu alle ved at træværket sige gori, så betyder det altså ikke at det er der, man får mest for pengene...Glæder mig til at komme i gang med at smøre både det store og det lille hus ind i det maling jeg ender med at finde. Sort hus med sorte vinduer skal det være.

I haven pibler det hele frem. Spirea-hækken, som vi plantede for nogle måneder siden er lige ved at være klar til at blomstre, og det ser også ud som om den nyplantede bøgehæk er ved at vågne.
I vindueskarmen her hjemme har jeg en masse små planter stående. Det der fylder mest er tomatplanter. Det var egentlig ikke min plan at skulle have sådan nogle, men da jeg bestilte blomsterfrø, fik jeg dem med gratis. Det er nogle gule tomater - det bliver lidt spændende. Ud over dem har jeg stolt kavaler, pragtsnerle og hokaido græskar. Uha jeg glæder mig til at få det hele i jorden.

På hjemme-krea-fronten leger jeg lidt med mini hama i pink - det er blevet til nogle ørering og et dødningehoved her til aften.

Derudover er jeg ved at lave hynder til have-flydere i sommerhuset. Stolene er sådan nogle i bambus, rigtig klassiske sommerhusmøbler, som var i min mors hus, da hun overtog det. Til dem hører nogle meget falmede og triste gamle hynder, som jeg laver nyt betræk til. Jeg syr stoffet udenpå de gamle for at undgå at de gamle går helt fra hinanden. Det kræver væsentlig mindre arbejde, og det bliver faktisk ganske fint.


I weekenden tager min mor til London, og hun har fået en bestillingsliste med på Liberty, så jeg kan få lavet nogle fine sommerting til mig selv og Sonja. 

Asger er startet vuggestue i dag, så min barsel lakker mod enden. Derfor har jeg travl med at få en masse projekter afsluttet, men der kommer hele tiden store og små ting til...

tirsdag den 17. april 2012

Hæklede dyr styrer!

Min søde veninden Anne har fået en lille baby, og han skal have nogle hæklede dyr at hygge sig med i barnevognen.

Jeg har sikret mig hos moderen, at det var noget hun er interesseret i, for sådan et projekt har jeg ikke kastet mig ud i før, så det skulle gerne falde i god jord.

Det har dog vist sig at være overraskende nemt at lave dyrene og med lidt træperler fra Tiger, så synes jeg faktisk, at det er blevet ret fint.

Sjovt nok har mine egne unger aldrig haft så fint pynt i barnevognen, men det er altså lidt spildt at gå i gang med nu, hvor den sidste ikke skal være i barnevogn så meget længere. Så må jeg glæde mig over at glæde andre :-)






fredag den 6. april 2012

Legehuset er snart indflytningsklart

Her i dagene op til påsken har vi efter tre ugers fravær været tilbage i sommerhuset. Trods dårlig vejrudsigt blev det nogle rigtig smukke dage i Kulhuse.

Nu ligger vi jo aldrig på den lade side, så vi har selvfølgelig også haft et større projekt i gang, når nu vi skulle være i huset i lidt længere tid.

Det har længe været planen at næste projekt skulle være et legehus, så det har vi nu kastet os over. Selvom det ser ret almindeligt ud, så ligger der faktisk en del research og masser af diskussioner omkring størrelse og omfang af projektet.

Se med her kommer nogle billeder af processen....

Første spadestik blev taget kort til efter vi ankom til huset

Puha, der er langt endnu

Pause...det er der sørme ikke tid til.

Særlig Hjalte har kredset ret meget omkring far og huset.

Der var lidt for koldt til at lægge tagpap, så det blev til rigtig meget tagklæb og så skal det hele lige sidde lidt i spænd :-)

Der kommer klinkbeklædning på som på selve sommerhuset. Huset bliver gennem-isoleret, så det kan bruges som gæstehus og mon ikke der også bliver plads til nogle gode hemmeligheder langt fra de voksne...

....der er vist ingen tvivl om at der er lang vej til målet endnu...

mandag den 19. marts 2012

Sofa-hygge i sløj tilstand

Jeg er lidt sløj for tiden øv bøv, det er så irriterende og det er bare svært at slippe af med, når man har tre små børn. Føler lidt jeg spilder min barsel med at gå og skrante.

For at dagene ikke skal føles alt for uproduktive, så er jeg gået i gang med at hækle en dukke. Når jeg alligevel er bundet til sofaen, kan jeg ligeså godt få noget godt ud af det.

Dukken er til min venindes datter, som fylder 1 år i slutningen af marts (til navngivning fik hun noget sengetøj med fine stjerner, men nu er det tid til at rykke videre ind i pigeuniverset med en dukke). Mon ikke jeg kan nå at blive færdig. Jeg er i gang med hovedet og mangler armene så lige lidt hår og detaljerne. Mønsteret er fra Stof2000, og det er overraskende nemt.



Næste projekt bliver nogle hæklede dyr til en barnevognskæde til en anden veninde, som venter sig.

Det er nu dejligt med nogle små-projekter til sofaen, som ikke kræver alt for meget koncentration.

tirsdag den 13. marts 2012

Høje paneler på prøve

Selvom tempoet på sommerhusprojektet er sat gavldigt ned, så sker der små fremskridt.
Vi har besluttet at lave høje træpaneler i køkken og stue, og nu er vi ved at være der, hvor de skal sættes op i køkkenet.
Vi laver et lille forsøg ved det ene vindue for at finde ud af præcis, hvordan det skal laves.


Jeg gik i gang med at grunde paneler og vindue her i weekenden. Jeg kom ikke så langt, men det bliver rigtig godt tror jeg. Det er virkelig et fremskridt som kan ses.

Der kommer en afslutning øverst på panelerne, som vi efter nogle lange diskussioner og flere forskellige modeller er blevet enige om.

Lampen forrest i billedet er i øvrigt en jeg fik fra min mors hus, da hun ryddede ud. Den vi virkelig slidt, men med en masse varmt sæbevand, en gang sort spraymaling og en ny rød ledning, se er den blevet rigtig fin.

mandag den 12. marts 2012

Haven kalder

Endelig, endelig er det blevet vejr til at gå i haven. Frosten er af jorden, og jeg har fået plantet en hel masse her i weekenden.

Sidste weekend gjorde jeg jorden klar til en spiræa-hæk, som jeg fik leveret fredag.



Det blev rigtig godt og derudover fik jeg plantet en kejserbusk (blomstrer lyserødt i vinteren og det tidlige forår), dronningebusk (blomstrer lyserødt i forsommeren), en uægte jasmin (hvide blomster og kraftig duft i forsommeren) og en hyld (ja dem til hyldeblomstsaft og hyldebærsaft).

For at få diverse buske i jorden måtte jeg gå i kødet på en gammel ligusterhæk, som var gået helt galt. En masse mærkelige afstikkere måtte op og langt om længe kunne vores rabat også komme ind hvor den hører til.



Dejligt hårdt arbejde, som gav masser af sved på panden og udfordringer for min krop.

Desværre har arbejdet med at gribe om sig og jeg fik nok fjernet lidt mere end jeg umiddelbart kan dække med det jeg har plantet....

Så er det jo også typisk, at solen var forsvundet, da jeg skulle tage billeder. Men juhuuuu hvor var det fantastisk at være ude i den friske luft mere af den slags tak :-)

søndag den 11. marts 2012

Nu begynder man at tro på, at foråret er på vej...

Sidste weekend tog jeg nogle grene med hjem fra sommerhuset. De er ved at springe ud nu. Hvor er det fantastisk!

Det er så skønt at kunne tage naturen med hjem til lejligheden. Det er for mig det perfekte kompromis mellem byen og landet.
I dagligdagen på barsel nyder jeg at kunne gå i flere retninger når jeg går ud af min hoveddør og få vidt forskellige oplevelser.
I min fritid nyder jeg at kunne gå ud i haven og få jord under neglene, se mine unger hoppe rundt på trampolinen og lave muddermad.

Når jeg læner mig tilbage i sofaen i byen, er det skønt at kunne kigge på blomstrende forsythia-grene, som minder mig om næste fredag, hvor turen atter går ud i naturen.

Strikket poncho klar

Mens jeg i spænding har ventet på foråret har jeg strikket på livet løs.

Jeg havde fundet en poncho hos Unikarina som så rigtig nem og fin ud, så den kastede jeg mig ud i. Jeg fandt noget lækkert uld i en blå-sort til pind 7 (dejligt hurtigt at strikke med).

Jeg håber på, at den kommende uge vil bringe vejr, som vil passe til gode barnevogsture med ponchoen.

Det var altså lidt svært at tage billede af sig selv i spejlet men jeg har forsøgt - jeg ser da i hvert fald frygtelig koncentreret ud her.

Tanken er at jeg vil lave nogle brocher i forskellige farver som kan få ponchoen til at passe til det hele.


Cirkus-broderi

Jeg er som nævnt i gang med at lære at brodere. Samtidig arbejder jeg for at skabe lidt cirkusstemning på ungernes værelse. Derfor har jeg lavet et lille "cirkus-broderi" og hængt det på deres væg. Det hænger vist lidt skævt i rammen, men ellers synes jeg faktisk det er blevet meget fint.
Om nogle måneder rykker Asger også ind til de to store, så derfor er hans navn også kommet med i glas og ramme.



Dette billede er der vist ikke meget cirkus over, men de er nu meget smarte de her opbevaringsting fra IKEA. Ved at flytte undersøg og strømper og give hvert barn to rum er det lykkedes mig at begrænse tøjopbevaring til et enkelt smalt skab.

torsdag den 8. marts 2012

Min mor på Amio

Mens jeg tuller rundt sammen med lille Asger og venter på, at det bliver fredag, og vi skal i sommerhus, så hygger jeg mig bl.a. med min mors Amio-shop. Patchwork er en af hendes spidskompetencer, men IT er ikke lige det hun er bedst til. Derfor hjælper jeg hende med at lægge produkter på. Det er lidt hyggeligt, og jeg synes lige jeg ville vise nogle af hendes fine ting her.



Babytæpperne er super gode. Jeg har et til hvert et mine børn i nogle lidt andre designs, og nu hvor to af dem bestemt ikke er babyer mere, så er de gode i bilen som et tæppe af holde varmen under. Sammenlignet med mange andre patchworktæpper jeg har set på diverse krea-markeder, så er de her altså godt håndværk - det fornægter sig bestemt ikke at hun har undervist i patchwork og håndarbejde i mange år.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...