torsdag den 25. april 2013

Indgangsparti tager form

Alt, alt for længe har vi haft en bunke gamle fliser som trin op til vores hoveddør. Indvendig er husets gulve hævet betydelig for at få så meget isolering som muligt, men det betød at hoveddøren ligeledes skulle hæves, så den ikke passede til terrænet omkring huset.

For flere år siden havde jeg en inspirerende landskabsarkitekt ude som hjalp med ideer til haven. Han kom med det gode forslag at lave en mini-terrasse foran døren for at få et lille sted i morgensolen. Det har derfor længe været en drøm at erstatte bunken med fliser med et plateau med et bredt trin op. Indtil nu har der dog været alt for mange vigtige projekter i kø, og dette har været lidt for nice-to-have.

Sidste weekend foreslog Jarl dog, at vi skulle kaste os ud i det. Materialerne lå egentlig klar og skulle bare flyttes til den anden side af huset.

Første del blev lavet i løbet af søndagen - nu mangler trinnet blot. Vi er dog løbet ind i den vanskelighed, at vi lige skal blive helt enige om, hvordan det skal se ud. Forslag modtages gerne - skal det gå hele vejen rundt, kun én side eller to?


onsdag den 24. april 2013

Højbede klar til såning

Jarl har jo bygget nogle fine højbede, som kom i jorden, da frosten have sluppet sit tag (det var vist ikke helt sluppet hvis man skal tro hans ansigtsudtryk).

Nu har jeg så knoklet nogenlunde ligeså hårdt med at fylde jord i bedene. Da det er ret dyrt at købe jord som er blandet efter alle kunstens regler valgte jeg at bruge noget jord, som jeg under alle omstændigheder skulle fjerne.

I tidens løb har nedfaldne blade og andet skabt et tykt lag muld, der hvor vi nu har hovedindgangen til huset. Tidligere var dette bagsiden, som tilsyneladende ikke blev brugt. Da jeg begyndte at grav fandt jeg ca. 15 cm nede en fliseterrasse, så det er derfor jeg formoder, at denne muld er kommet til med tiden. Det betyder heldigvis også, at det er ret god jord med masser af regnorme.

Billederne her viser dels mit gravearbejde med at lave en gang langs huset, som skal være i den oprindelige dybde dels de fyldte højbede.

I bededagsferien står den så på såning og der skal lægge de tidligste kartofler (som jo nok ikke bliver så tidligere endda nu hvor det hele er kommet så sent i gang).



tirsdag den 23. april 2013

Træhytte færdig og i brug

Som tidligere vist så har vi været i gang med at bygge en hytte eller et plateau i vores store fyrretræ. Det er nu blevet færdig, og både vores egne unger og naboens har taget godt i mod projektet. Rækværket er lavet af grove grene fra vores grund og en masse beskæringer vi har lavet den seneste tid.
Hytten er desuden forsøgt sikret med en rebstige, som er så tilpas svær at kravle op ad, at vi satser på, at det kun er de største der kan komme derop. Princippet er derfor, at hvis du er stor nok til at komme op og ned selv, så er du stor nok til at opholde dig deroppe sikkert.

Når vejret inden længe tillader det skal hele undersiden af konstruktionen males mørkegrøn, så det ikke træder så meget i øjnene som nu.

Jeg har talt med naboen Trine om, at vi nok godt kan kravle derop med en G&T på de gode sommeraftner i sommerferien - aftensolen falder rigtig fint lige på træet, og udsigten er super.



tirsdag den 16. april 2013

Projekter i haven

Nu hvor det endelig er blevet vejr til at rykke arbejdet ud i haven, så har vi lavet en liste så lang med projekter, som skal laves i denne udesæson.

- Højbede hvor skuret stod
- Hytte/plateau i fyretræet
- Cykelskur og værksted ved parkeringspladsen
- Isolering af sokkel og opsætning af plader på soklen

...og sikkert meget mere som jeg ikke lige kan huske :-)

Vi er heldigvis allerede kommet i gang.

Højbedene er allerede lavet - efter disse billeder er taget er de også blevet sat op, og jeg er ved at fylde dem med jord.




Træhytten er vi også godt i gang med. På billederne her var den grundlæggende struktur sat op. Efterfølgende er der lavet lem i gulvet og et flot rækværk lavet af grene fra haven. Billeder af det følger.




Farvel til skuret

Det har været en lang, lang vinter. Vi har arbejdet hårdt på huset men lysten har ikke rigtig været der til at skrive om det her og lyset har bestemt ikke egnet sig til at formidle det i billeder.

Nu hvor foråret for alvor er kommet og vi er rykket udenfor, så er der også lidt flere projekter at vise frem her.

I påsken blev min trang til at slå mig løs udendørs tilfredsstillet, da jeg rev det gamle skur ved siden af huset ned. Her er der lidt billeder fra det projekt.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...