Da jeg var barn i 80'erne var jeg ret vild med koboltblå. Jeg havde en virkelig flot blå kontorstol, og så drømte jeg om at få et værelse med koboltblå og sorte ting. Jeg tror faktisk aldrig, at det blev til mere end kontorstolen, men den havde jeg også i mange år.
Nu er blå i forskellige afskygninger vendt tilbage i indretningen, så jeg har benyttet lejligheden til at genbesøge min glæde ved koboltblå.
Det er blevet til en væg i soveværelset - kun en og ikke den man ser, når man kigger ind i værelset fra stuen. Min mand er ikke synderligt begejstret, men selv er jeg faktisk meget godt tilfreds.
Valget faldt faktisk slet ikke på denne nuance på grund af min barndoms minder, men fordi jeg har fået et virkelig fint sengetæppe af min mor. Hun er hamrende dygtig til patchwork, og vi har mange af hendes flotte kreationer. Det nye tæppe har jeg valgt farver til, fordi jeg syntes, at vi trængte til lidt kulør.
Da jeg skulle finde farve til væggen, tog jeg nogle stofstykker med i malerbutikken, så jeg ramte så tæt på tæppets farver som muligt.
Maven som hænger på væggen er et sidste-øjebliks-projekt, fra da jeg var gravid med mindste-manden. Jeg vidste, at det skulle være sidste barn, så det var bare med at få lavet aftrykket, inden det var for sent, og han var ude. Jeg lavede det en dag alene hjemme, og det kan ikke anbefales, for det var lidt svært at se, hvad jeg lavede. Aftrykket har hængt til pynt siden, og jeg synes stadig den er fin.
Tæppet er lavet af en masse trekanter i grøn, gul, rød og blå. Der er rigtig mange Marimekko-stoffer, for dem har min mor en stor samling af. Jeg synes, man bliver lidt glad i låget af farverne og faktisk er det blevet en fast vane, at få tæppet lagt på sengen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar