Værdifuld læring

I hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet i det offentlige. I forskellige kommunale organisation. Jeg kender derfor myndighedens tankegang godt. Jeg har i tidens løb talt med mange frustrerede borgere, som på den ene eller anden måde er løbet ind i den offentlige mur og har følt sig magtesløse. Selv har jeg aldrig tidligere være "kunden", "klienten" eller "borgeren". Jeg har aldrig oplevet, hvordan det er at stå på den anden side og føle sig magtesløs og i andres hænder.

Efter jeg valgte at sige mit job op, så har jeg også valgt at gøre mig selv til en klient. Det er måske rimeligt nok kan man mene, for det er systemet som i de næste måneder gerne skulle betale en del af mine udgifter. Jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi troet, at det ville være så stor en psykisk belastning at overlade en vigtig del af sin tilværelse - nemlig min økonomi - i hænderne på myndighederne.

Alt det som kan virke så simpelt at sætte sig ind i, hvis man skal rådgive andre bliver lige pludselig til grådfremkaldende og uoverskueligt. Ca. alt hvad der kan gå galt i min sag om udbetaling af barseldagpenge er gået galt. Jeg har hængt i røret til Udbetaling Danmark så mange gange, at jeg ikke længere har tal på det. Og så har det fået lov at lægge en stor fed skygge hen over det der skulle være frihed. Følelsen af frihed til at gøre præcis som det passer mig, der er jeg endnu ikke nået til.

Jeg er dog også blevet bekræftet i, at jeg er en tryghedsnarkoman, som har behov for at kunne se penge komme ind på kontoen hver måned og som ikke mindst har behov for at have en vis portion forudsigelighed omkring min økonomi.

Egentlig er det nok noget af dette, som jeg gerne vil rykke ved. Blive bedre til at være i usikkerheden. Turde miste det berømte fodfæste og bare være.

I dag gik min sag så endelig i orden og en måneds usikkerhed er overstået. Det betyder rigtig meget, men egentlig er jeg også glad for at være kommet omkring den usikkerhed og have gjort mig nogle erfaringer med "systemet". Denne viden er værdifuld. Jeg kommer med stor sandsynlighed til at fortsætte mit professionelle virke i en eller anden offentlig myndighed, så erfaringen fra at stå på den anden side er uhyre værdifuld. Her er mødet med mennesket vigtigt. At blive mødt som andet end et nummer er helt afgørende for, om man er i stand til at lytte og tage vejledningen ind og agere til sit eget bedste og på en måde som lever op til reglerne. Jeg har flere gange ventet i røret og været spændt på, om jeg var heldig at få fat i en sagsbehandler som mestrer denne medmenneskelighed. Heldigvis så var der flere af dem i den anden ende.

De livsvigtige relationer

I de to år min mor var syg var der næsten altid friske buketter fra venner og bekendte, når jeg besøgte hende. De smukke farver og dejlig blomsterdufte fyldte altid hendes stuer, og de bragte hende ikke mindst glæde. Når hun var allermest trist over, at hun skulle dø. Når hun talte om, at hun ikke ville blive oldemor, som hun og min datter havde talt om, så blev hun betrygget i, at hun havde et levet liv, som havde givet hende så mange gode relationer.

For ti år siden, da vi fejrede hendes 60 års fødselsdag kan jeg huske, at hun startede selskabet med at lave en runde om bordet og fortælle hvordan hver af gæsterne var kommet ind i hendes liv. Dengang kan jeg huske, at jeg var så imponeret over, at hver af gæsterne repræsenterede en epoke i hendes liv. Helt fra børnehaveklassen over højskole til lærerjobs og udlandsophold og til senere jobs tilbage i Danmark. Vennerne havde overlevet mange tusinde kilometers adskillelse, skilsmisse og karriere. Og det i en tid, hvor der ikke fandtes emails, og posten fra Indien og Tanzania skulle med flyver og en tur forbi Asiatisk Plads hvor Udenrigsministeriet holder til.

Både de mange blomster i hendes sidste tid og oplevelsen fra hendes fødselsdag har mindet mig om, at de relationer ikke blot er dejlige at have i gode tider men faktisk kan virke livsforlængende i svære tider. Forleden så jeg faktisk en Ted Talk som handler om netop relationerne og hvor stor iindflydelse de har på vores chancer for at få et langt liv. Overraskende er relationerne dem, som har størst indflydelse - langt mere end frisk luft, sund mad og motion.

Når man som jeg går igennem et stort tab og er i sorg, så kan man føle sig så uendelig alene og ensom. Uanset hvor mange venner og bekendte du har og uanset hvor søde og velmenende alle omkring dig er. Ensomheden for mig er ikke nødvendigvis en ubehagelig tilstand men mere en tilstand af refleksion og eftertænksomhed. Eksempelvis oplever jeg tabet af tilskuerne til mit liv som ensomt i sig selv. Jeg har ikke længere nogen som ubetinget lytter til mig og interesserer sig for alt hvad jeg gør. Jeg har aldrig haft det store behov for at søge råd hos mine forældre, men særligt min mor har jo været én jeg ringede til og plaprede løs om stort og småt - bare fordi jeg kunne. Det kan jeg ikke mere, og det er ensomt. Og uanset hvor mange nære relationer jeg så måtte have, tror jeg ikke det kan være anderledes. Dette er noget, som jeg må gå igennem alene, og det er noget jeg bliver stærkere af. Ved at favne alle disse følelser og tage mig tid til at reflektere, så vokser jeg.

Men kan man vokse på den lange bane, når man er alene? Svaret fra Ted Talk vil være "nej".
De fleste kender nok glædefølelsen af grine sammen med en ven eller veninde over et glas vin og tale om nogen som har kendt en altid. Som kan huske hvordan ens forældre var den gang, vi var børn. Selv en på mange måder introvert person som mig nyder dette selskab. Det er disse relationer som gør det trygt og godt at skulle udvikle sig og vokse i ensomhed. Jeg kan mærke, at min situation bliver nemmere af, at jeg ved, at der findes mennesker som kender mig rigtig rigtig godt. De ved hvordan jeg er og hvordan jeg har været, og mange af dem har også kendt mine forældre. De forældre som nu ikke er her længere.

For nogle uger siden var jeg inviteret til frokost hos en god venindes mor. Både min veninde og hendes mor har kendt mine forældre, og det var så rart og trygt at sidde i den sofa, som jeg har siddet i så mange gange som barn. Dette er værdifulde relationer, som jeg skal blive bedre til bruge og gøre til en del af min base, nu hvor den faste base er væk.

Måske hvis jeg gør en indsats vil jeg også have mange gode venner at invitere til runde fødselsdage i fremtiden. De relationer skal hjælpe mig til at blive en rigtig gammel kone, en som lever længe, fordi jeg har folk omkring, som nærer det der er helt inde i - følelserne, minderne, det tomrum som skal fyldes ud og hele tiden fyldes op.

Tanker om arbejdsløsheden...

Da jeg besluttede mig for at bruge lidt af min nyvundne frihed til at skrive mine tanker ned på bloggen her, så havde jeg egentlig forestillet mig, at det at stå uden job ville fylde rigtig meget lige fra starten.

Jeg er en person, som finder utrolig meget identitet i mit job og min funktion. Status af det at være leder og skabe resultater. Motivation I at være den som har svarene, og som andre opsøger for sparring og strategiske tanker om organisationsudvikling. Det har fyldt rigtig meget i al den tid jeg har haft et job. Selv som bogopsætter på Hillerød Bibliotek eller facer for Dansk Flygtningehjælp på Kultorvet. Jeg er altid blevet ét med mit job og elsket at gå på arbejde.

Hvilken identitet har jeg, når jeg ikke har et job? Selvom jeg pt. modtager en ydelse, som ikke kræver fremmøde på Jobcenteret, fordi det hedder barselsdagpenge, så HAR jeg jo ikke et job. Jeg kan ikke gå og planlægge, alt det jeg skal gribe fat i, når jeg kommer tilbage. Der er ikke noget tilbage, kun noget fremad.

Fremad. Det skaber plads til drømme og ambitioner, ønsker og innovation - både på egne og andres vegne. For kommende organisationer, som jeg skal arbejde i og være med til at lede. På den måde er det utrolig befriende og frit ikke at have noget at skulle tilbage til.

På en dejlig gåtur i weekenden talte min mand og jeg om, hvad vi skal kalde mig. Er jeg arbejdsløs, på orlov, ledig, på overførselsindkomst, jobsøgende, på tugt efter alt det unyttige :-)? Afhængig af hvilke ord man bruger, får man jo vidt forskellige reaktioner.

Da jeg læste på universitetet, eksperimenterede jeg med, hvad jeg skulle kalde mit studie, når jeg var blandt folk, som ikke havde valgt at gå på universitet. Afhængigt af, om jeg sagde samfundsfag eller statskundskab, var reaktionerne meget forskellige. Statskundskab udløste som regel et stort suk og gab :-) Leg med ord er interessant.

Nu er det jo bestemt ikke en leg at sige sit job op og for en stund sige farvel til en fast indkomst, men det bringer nogle nye dimensioner ind i tilværelsen. Lige nu er det i form af en forventningsfuld nysgerrighed efter at se, hvor "fremad" bliver for mig.

Det er en vigtig læring for mig at bringe med videre i et kommende lederjob. En helt egen erfaring med, hvad det betyder at tænke ud af boksen og ikke mindst, hvilken følelse af frihed det kan give.

Jeg har heldigvis også tidligere oplevet en leder give mig muligheden for at flytte mig fra ét job til ét helt andet efter tilbagevenden fra en barsel. Det betød utrolig meget at få muligheden, så der blev tale om "fremad fra barsel" og ikke "tilbage fra barsel". Disse tigerspring fremad eller til siden har været med til at udvikle mig utrolig meget og givet mig en ballast i andre jobs også i helt uventede situationer.

Det er vigtig at være bevidst om, at vi er nogle som drives af at blive kastet ud på dybt vand og så finde en veje, finde løsninger på faglige problematikker, skabe strukturer der hvor de mangler og udvikle os selv og organisationerne omkring os. Nogle gange kan man blive hjulpet til disse skift i den organisation, man er i, og andre gange må man selv tage springet. Det er nok godt at prøve begge dele, fornemmer jeg.

Som leder skal jeg naturligvis også huske, at langt fra alle har dette behov. Meget langt fra alle. Hvis sådan én som mig prøver at presse én, som ikke tænker sådan, til at tage et spring ind i noget, de ikke ønsker, tror jeg det kan gå galt. Måske er det i virkeligheden også der stressen opstår, når nogen presses til at være i en position, som ikke falder dem naturligt. Presses til at udvikle sig i retninger, som ikke giver mening for dem.

Lige nu står den dog mest på "fremad" med vinterferien sammen med børnene. I køkkenet sidder jeg med computeren og skriver, mens Peter Sommer synger om at tage omveje. Mindstemanden er fordybet i Ninjago, mens benene er lagt i mit skød. Det er bare en hyggelig aften, hvor vi er sammen på den der moderne måde, hvor man er sammen uden at være sammen....uha det kunne man nok også skrive en masse om. Det bliver en anden dag :-)

The wonders of Udbetaling Danmark

Host host host og hak. Undskyld. Hvad kan jeg hjælpe med?

Jeg har lige haft fornøjelsen af tale med Udbetaling Danmark - UDK. Selvom jeg har sagt mit arbejde op, så er jeg teknisk set på barsel og bruger en del af den rest-barsel, jeg har fra mine drenge. Eller måske skulle jeg hellere sige, at jeg troede jeg var på barsel.

Jeg ringede til UDK for at sørge for, at jeg fra den 21. februar overgår til at bruge barsel fra min mindste søn. Den meget lidt servicemindede, og meget hostende dame kunne dog oplyse mig om, at de ingen sag har på mig, og der absolut ikke var noget hun kunne gøre for mig.

Nu ved jeg godt, at UDK ikke har ry for at være servicemindede, men der er bare så uendelig mange måder, man kan vælge at kommunikere med andre mennesker på. Man kan vælge at sige nej på afvisende måde, og så kan man sige præcis det samme på en åben og forstående måde.

Siden min mor døde har jeg talt med utrolig mange fremmede mennesker om eksempelvis opsigelse af abonnementer, bestilling af diverse ting til bisættelse, dialog med kommunen om hjælpemidler og meget mere. Jeg har konstateret, at der er stor forskel på, hvordan man møder andre mennesker.

Som offentlig ansat igennem mange år, må jeg desværre også konstatere, at der hvor jeg har mødt mest afvisning har været hos kommune og nu UDK, mens eksempelvis teleselskab og avis har været langt mere imødekommende og hjælpsomme. Det betyder ufatteligt meget, når man står i en sårbar situation eller i det hele taget bare en situation, hvor man er afhængig af, at den i den anden ende af røret gør noget for en. Det er en hårfin balance af magt, hvor myndigheden har magten, og borgere står i en underdanig og til tider hjælpeløs situation. Det er en meget vigtig lære for mig, som med stor sandsynlighed fortsætter mit virke som offentlig ansat på et tidspunkt.

Nå men tilbage til min konkrete situation her og nu. Da jeg vågnede i morges var jeg på orlov, og nu er jeg bare arbejdsløs uden dagpenge. Sprød som jeg er lige nu, så påvirker det mig overraskende meget. Ud over besværet med at skulle have fat i tidligere arbejdsgiver og få styr på det, så handler det også om identitet. Jeg har aldrig været arbejdsløs. Jeg har altid været den ambitiøse kvinde på vej frem i tilværelsen. Jeg har hele tiden vidst, at det her med at sige mit job op ville påvirke min identitet, men det kommer bag på mig, at det kommer allerede nu.

Jeg sidder her ved mit spisebord med computeren og kan høre betonarbejderne, som er ved at bygge et hus på nabogrunden. Masser af aktivitet og fremdrift derude, mens jeg er blevet ramt af en akut magtesløshed og opgivenhed. Måske handler det også om, at der er så mange andre ting jeg skal sørge for, mens jeg slet ikke havde regnet med, at denne administrative opgave ville volde problemer. Det fortæller selvfølgelig også noget om, hvor sprød jeg er.

I går læste jeg et indlæg af Signe Wenneberg på Instagram, hvor hun fortæller om, hvor vigtigt det er at værdsætte livet og se positivt på tingene. Jeg er jo grundlæggende enig med hende, men jeg tror også, at det er nødvendigt at gribe fat i nogle af de svære ting, som ikke altid er nemme at konfrontere, og som ikke nødvendigvis inviterer til positive og konstruktive følelser.

Men det er klart, at det er rarere at kigge ud at vinduet og fokusere på solstrålen, som netop nu lander i min vindueskarm og glæde mig over, at jeg om lidt pakker sammen og tager afsted til en hyggeligt aftale ude i byen. Men den spændende dybde i livet og i relationerne er vel også, at man kan tage de svære følelser op og arbejde med dem. Tillade dem at få plads for derigennem at finde måder at håndtere dem og arbejde med, at de skal fylde mindre. Det tror jeg ikke, man kan ved at ignorere dem og pakke dem væk.

Men i dag skinner solen heldigvis - imellem skyerne og måske mest over skyerne vel at mærke - og jeg skal ud bruge et gavekort til en gang Grød i Jægersborggade. Dernæst står den på kaffe hos min mors gode veninde. Dejligt med cykeltur gennem byen og frisk luft. Så satser jeg på, at alt det administrative omkring min barsel løses af nogle andre mens jeg er ude og bruge positiv energi.

Kinamanden

Kinamanden kigger på mig med sit lidt skæve smil. Som en anden Mona Lisa, er man ikke helt sikker på, om han smiler eller ej. Kinamanden hænger på min mors væg i hendes køkken med den smukke udsigt.

Mågerne kredser over Slotssøen på denne smukke frostklare vinterdag. Solen skinner og får slottet til at spejle sig i søen. Hver gang jeg sætter mig ved spisebordet og kigger ud over søen, rammes jeg af følelsen af, at det hele bare er en drøm. Ikke en hverken ond eller god drøm, bare en uvirkelig drømmefølelse. Jeg går rundt her i lejligheden i en drømmedøs, mens jeg handler så ufattelig konkret og smider ud, sorterer, pakker ned, kører væk.

De endeløse mapper med broderiprøver, farveprøver og sirligt udførte håndarbejder fortæller mig en historie om min mors kreativitet og et kunstnerisk liv. Mapperne ligger nu i gennemsigtige plastsække sorteret i affaldsfraktioner. Plastik for sig, papir for sig, metal for sig og så alt det, som er ingenting og midtimellem, ryger til småt brændbart. Det er så konkret og håndgribeligt at forholde sig til. Sjælen og kreativiteten var hendes, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at holde det ud i strakt arm og ikke tage de fysiske beviser på det på mig og gøre det til mit.

Hver en rudekuvert adresseret til boet efter min mor vækker mig af drømmen og hiver mig helt ned i virkelighedens alt for nærværende krav til handling. Skifteret, ejendomsmægler, bank, uendeligheden af abonnementer, som jeg skal forholde mig til. Strømmen af nyhedsbreve på min mors mailadresse er endeløs.

Der er så mange som har gjort alt dette før mig, det ved jeg jo, men tanken om at nå i mål med både at tømme en lejlighed og stadig holde fast i mig selv virker helt uoverkommeligt.

På slottet kan jeg se Dannebrog vejre. Hvad er det for en dag i dag? I gården har nogen valgt at parkere på min plads. Jeg kunne mærke vreden over det boble i mig, da jeg svingede ind ad porten her til morgen. Er hun allerede glemt? Tænker de andre beboere, at nu er der en parkeringsplads til fri afbenyttelse? Fornærmet som jeg er, har jeg sat en sur seddel i forruden "jeg har brug for min parkeringsplads, parker venligst et andet sted" var det tilstrækkeligt bestemt og lidt surt, eller alt for venligt? Alle de følelser bare over en parkeringsplads.

Tilbage i byen og i lejligheden cirkulerer mågerne også på en frostklar himmel. Bilerne og maskinerne udenfor minder mig om, at alting er i bevægelse. Lige om lidt skal jeg sætte mig selv i bevægelse til skolen. Hente ungerne, måske kaste en lille bitte snebold, hvis vi kan finde lidt sne. Læse med drengene, være noget for dem, som jeg har forsømt så længe. For de er en rigtig vigtig del af min rejse. At tage mig tid til at være mor. Det er et surrealistisk og konstant skift mellem det er være opslugt af mine egne tanker, når jeg er i min mors lejlighed, hvor melankolien for lov at fylde og så over til børnenes ligefremhed og glæde. Klokken er allerede blevet alt for mange, jeg må afsted.  

Dag 1

Dette er den første dag i mit nye liv.

Solens stråler falder på mit ansigt. Selvom det kun er den 1. februar, så varmen den en lille smule. Der er ild i pejsen, og et voldsomt sug i skårstenen. Jeg har set frem til denne dag i lang tid nu. Dagen hvor jeg har sagt farvel til ligegyldige forpligtelser og bare har mig selv om mine nærmeste at stå til ansvar for.

En svag sky glider foran solen, så varmen fra pejsen overdøver solens spæde varme. Jeg tror måske, at dette er dagen, hvor alle sanser er vakt, og alt føles mere stærkt end på en almindelig dag i en lønmodtagers liv. Der er bølger på havet og en let vind. Jeg sidder i cafeen på Louisiana. Her har jeg tilbragt utrolig meget tid som barn med min mor. Klubkortet har været en fast del af hendes kulturelle liv i mange, mange år, og derfor var det vigtigt for mig, at den første dag skal bruges her. På vejen til cafeen konstaterede jeg, at der er flere ting, der har fået en ny plads på museet. Skulpturer, som ikke længere står, der hvor de skal. Så intet er statisk - heller ikke her.

Da jeg steg ud af bilen i går efter afskeden på jobbet, da blev jeg fyldt af en intens følelse af lettelse og frihed. Som om jeg har holdt vejret i flere måneder. Alt føles så uendelig ligegyldigt på det job, jeg lige har sagt farvel til.

I december var det to år siden min mor fik kræftdiagnosen. For to måneder siden døde hun. I morgen er det to år siden, jeg mistede min far. Det har været to helt surrealistiske år. To år hvor jeg har holdt vejret og ventet på, at min mor også skulle dø. I min verden har der på intet tidspunkt været en tro på, at hun skulle overleve. En hurtig søgning på nettet viser hurtigt at kræft i æggestokkene fundet så sent som hos hende ikke er noget, man overlever. I hvert fald ikke særlig længe. Hun tabte hurtigt håret og gik med paryk en periode. Min mindste søn, som dengang var fire år fik lov at hive hårtotterne af.

Det har været to år, hvor min lunte langsomt er blevet kortere og kortere. Overfor min børn, overfor min mand overfor mig selv. Hvor jeg har grædt på min chefs kontor, på kollegernes kontorer men aldrig derhjemme og kun sjældent med min mor. Jeg har holdt vejret og ventet. Ventet på det uundgåelige.

Turisterne knipser på livet løs. Den smukke mobile uden for cafeens vindue bliver foreviget igen og igen. Den er blevet lidt falmet, siden jeg var her som barn. Det helt almindelige liv her på Louisiana fortsætter, som det plejer. Her er fyldt med mennesker på en torsdag formiddag lige før frokost. Kaffe, the, kage og så lige hen og tage et billede af mobilen gennem vinduet. Almindeligt. Helt almindeligt. Jeg sidder med min computer og føler mig alt andet end almindelig. Jeg er arbejdsløs. Ja teknisk set er jeg på barselsorlov og bruger resten af orlov, som jeg ikke fik brugt, da børnene var små. Men jeg er også arbejdsløs, for jobbet er sagt op, og det sidste farvel er sagt til forstadskommunen. Det var et nødvendigt træk. Jeg har brug for et helt bogstaveligt pusterum. Ikke fordi jeg er stresset og presset af for mange opgaver, men fordi jeg har brug for at lære at trække vejret igen. Jeg har holdt det alt for længe og glemt, hvordan man gør.

Jeg har allerede kigget på diverse jobportaler flere gange end jeg har tal på. Vent med det, husk at lave ingenting. Det har rigtig mange sagt til mig. Hvorfor egentlig? Handler min beslutning ikke om at gøre lige det, jeg har lyst til uden skelen til, hvad andre måtte synes er det mest hensigtsmæssige og mest fornuftige? Eller er det en søgen efter, det jeg endnu ikke ved er det rigtige for mig? Skal jeg netop insistere på at holde mig fra at gøre alt det jeg plejer? Tomme spørgsmål ud i ingenting. Der skal ikke svares der skal føles.

Her på bloggen vil jeg dele min mine oplevelser igennem de måneder, der kommer. Jeg har et intenst behov for, at de oplevelser og følelser, jeg skal igennem ikke bliver hurtigt glemt igen. Jeg vil gerne fastholde alt det, jeg står i, og de mange følelser det bringer med sig - både de gode og de mindre gode. Alle sammen vil de være med til at bringe mig hen til et nyt sted, hvor jeg forhåbentlig igen kan trække vejret. Jeg ved ikke, hvor det sted er, eller hvor lang tid det vil tage mig at finde det. Ligesom skulpturerne på gangene på Louisiana er steder i livet ikke statiske, så jeg kommer også til at skulle tage andre rejser i livet og flytte mig som menneske, men denne rejse vil altid have en helt særligt plads for mig.

Da min datter var helt lille sagde hun en gang, at alle er børn, indtil deres forældre er døde. Nu er jeg voksen, og det er måske i virkeligheden det, jeg skal lære, hvordan man gør.

Solen er gået bag en stor sky og ser ikke ud til at komme frem lige foreløbig. Heldigvis varmen ilden stadig, og jeg er inden for.

Velkommen med på min rejse. Læs med hvis du har lyst. Måske kan du bruge nogle af mine tanker og oplevelser til noget, måske er det bare flimmer og alt for meget tekst, som bidrager til internettets kaos af mere eller mindre vedkommende informationer.

Vild med blå

Da jeg var barn i 80'erne var jeg ret vild med koboltblå. Jeg havde en virkelig flot blå kontorstol, og så drømte jeg om at få et værelse med koboltblå og sorte ting. Jeg tror faktisk aldrig, at det blev til mere end kontorstolen, men den havde jeg også i mange år.

Nu er blå i forskellige afskygninger vendt tilbage i indretningen, så jeg har benyttet lejligheden til at genbesøge min glæde ved koboltblå.

Det er blevet til en væg i soveværelset - kun en og ikke den man ser, når man kigger ind i værelset fra stuen. Min mand er ikke synderligt begejstret, men selv er jeg faktisk meget godt tilfreds.

Valget faldt faktisk slet ikke på denne nuance på grund af min barndoms minder, men fordi jeg har fået et virkelig fint sengetæppe af min mor. Hun er hamrende dygtig til patchwork, og vi har mange af hendes flotte kreationer. Det nye tæppe har jeg valgt farver til, fordi jeg syntes, at vi trængte til lidt kulør.

Da jeg skulle finde farve til væggen, tog jeg nogle stofstykker med i malerbutikken, så jeg ramte så tæt på tæppets farver som muligt. 

Maven som hænger på væggen er et sidste-øjebliks-projekt, fra da jeg var gravid med mindste-manden. Jeg vidste, at det skulle være sidste barn, så det var bare med at få lavet aftrykket, inden det var for sent, og han var ude. Jeg lavede det en dag alene hjemme, og det kan ikke anbefales, for det var lidt svært at se, hvad jeg lavede. Aftrykket har hængt til pynt siden, og jeg synes stadig den er fin.

Tæppet er lavet af en masse trekanter i grøn, gul, rød og blå. Der er rigtig mange Marimekko-stoffer, for dem har min mor en stor samling af. Jeg synes, man bliver lidt glad i låget af farverne og faktisk er det blevet en fast vane, at få tæppet lagt på sengen.