Kinamanden

Kinamanden kigger på mig med sit lidt skæve smil. Som en anden Mona Lisa, er man ikke helt sikker på, om han smiler eller ej. Kinamanden hænger på min mors væg i hendes køkken med den smukke udsigt.

Mågerne kredser over Slotssøen på denne smukke frostklare vinterdag. Solen skinner og får slottet til at spejle sig i søen. Hver gang jeg sætter mig ved spisebordet og kigger ud over søen, rammes jeg af følelsen af, at det hele bare er en drøm. Ikke en hverken ond eller god drøm, bare en uvirkelig drømmefølelse. Jeg går rundt her i lejligheden i en drømmedøs, mens jeg handler så ufattelig konkret og smider ud, sorterer, pakker ned, kører væk.

De endeløse mapper med broderiprøver, farveprøver og sirligt udførte håndarbejder fortæller mig en historie om min mors kreativitet og et kunstnerisk liv. Mapperne ligger nu i gennemsigtige plastsække sorteret i affaldsfraktioner. Plastik for sig, papir for sig, metal for sig og så alt det, som er ingenting og midtimellem, ryger til småt brændbart. Det er så konkret og håndgribeligt at forholde sig til. Sjælen og kreativiteten var hendes, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at holde det ud i strakt arm og ikke tage de fysiske beviser på det på mig og gøre det til mit.

Hver en rudekuvert adresseret til boet efter min mor vækker mig af drømmen og hiver mig helt ned i virkelighedens alt for nærværende krav til handling. Skifteret, ejendomsmægler, bank, uendeligheden af abonnementer, som jeg skal forholde mig til. Strømmen af nyhedsbreve på min mors mailadresse er endeløs.

Der er så mange som har gjort alt dette før mig, det ved jeg jo, men tanken om at nå i mål med både at tømme en lejlighed og stadig holde fast i mig selv virker helt uoverkommeligt.

På slottet kan jeg se Dannebrog vejre. Hvad er det for en dag i dag? I gården har nogen valgt at parkere på min plads. Jeg kunne mærke vreden over det boble i mig, da jeg svingede ind ad porten her til morgen. Er hun allerede glemt? Tænker de andre beboere, at nu er der en parkeringsplads til fri afbenyttelse? Fornærmet som jeg er, har jeg sat en sur seddel i forruden "jeg har brug for min parkeringsplads, parker venligst et andet sted" var det tilstrækkeligt bestemt og lidt surt, eller alt for venligt? Alle de følelser bare over en parkeringsplads.

Tilbage i byen og i lejligheden cirkulerer mågerne også på en frostklar himmel. Bilerne og maskinerne udenfor minder mig om, at alting er i bevægelse. Lige om lidt skal jeg sætte mig selv i bevægelse til skolen. Hente ungerne, måske kaste en lille bitte snebold, hvis vi kan finde lidt sne. Læse med drengene, være noget for dem, som jeg har forsømt så længe. For de er en rigtig vigtig del af min rejse. At tage mig tid til at være mor. Det er et surrealistisk og konstant skift mellem det er være opslugt af mine egne tanker, når jeg er i min mors lejlighed, hvor melankolien for lov at fylde og så over til børnenes ligefremhed og glæde. Klokken er allerede blevet alt for mange, jeg må afsted.