De livsvigtige relationer

I de to år min mor var syg var der næsten altid friske buketter fra venner og bekendte, når jeg besøgte hende. De smukke farver og dejlig blomsterdufte fyldte altid hendes stuer, og de bragte hende ikke mindst glæde. Når hun var allermest trist over, at hun skulle dø. Når hun talte om, at hun ikke ville blive oldemor, som hun og min datter havde talt om, så blev hun betrygget i, at hun havde et levet liv, som havde givet hende så mange gode relationer.

For ti år siden, da vi fejrede hendes 60 års fødselsdag kan jeg huske, at hun startede selskabet med at lave en runde om bordet og fortælle hvordan hver af gæsterne var kommet ind i hendes liv. Dengang kan jeg huske, at jeg var så imponeret over, at hver af gæsterne repræsenterede en epoke i hendes liv. Helt fra børnehaveklassen over højskole til lærerjobs og udlandsophold og til senere jobs tilbage i Danmark. Vennerne havde overlevet mange tusinde kilometers adskillelse, skilsmisse og karriere. Og det i en tid, hvor der ikke fandtes emails, og posten fra Indien og Tanzania skulle med flyver og en tur forbi Asiatisk Plads hvor Udenrigsministeriet holder til.

Både de mange blomster i hendes sidste tid og oplevelsen fra hendes fødselsdag har mindet mig om, at de relationer ikke blot er dejlige at have i gode tider men faktisk kan virke livsforlængende i svære tider. Forleden så jeg faktisk en Ted Talk som handler om netop relationerne og hvor stor iindflydelse de har på vores chancer for at få et langt liv. Overraskende er relationerne dem, som har størst indflydelse - langt mere end frisk luft, sund mad og motion.

Når man som jeg går igennem et stort tab og er i sorg, så kan man føle sig så uendelig alene og ensom. Uanset hvor mange venner og bekendte du har og uanset hvor søde og velmenende alle omkring dig er. Ensomheden for mig er ikke nødvendigvis en ubehagelig tilstand men mere en tilstand af refleksion og eftertænksomhed. Eksempelvis oplever jeg tabet af tilskuerne til mit liv som ensomt i sig selv. Jeg har ikke længere nogen som ubetinget lytter til mig og interesserer sig for alt hvad jeg gør. Jeg har aldrig haft det store behov for at søge råd hos mine forældre, men særligt min mor har jo været én jeg ringede til og plaprede løs om stort og småt - bare fordi jeg kunne. Det kan jeg ikke mere, og det er ensomt. Og uanset hvor mange nære relationer jeg så måtte have, tror jeg ikke det kan være anderledes. Dette er noget, som jeg må gå igennem alene, og det er noget jeg bliver stærkere af. Ved at favne alle disse følelser og tage mig tid til at reflektere, så vokser jeg.

Men kan man vokse på den lange bane, når man er alene? Svaret fra Ted Talk vil være "nej".
De fleste kender nok glædefølelsen af grine sammen med en ven eller veninde over et glas vin og tale om nogen som har kendt en altid. Som kan huske hvordan ens forældre var den gang, vi var børn. Selv en på mange måder introvert person som mig nyder dette selskab. Det er disse relationer som gør det trygt og godt at skulle udvikle sig og vokse i ensomhed. Jeg kan mærke, at min situation bliver nemmere af, at jeg ved, at der findes mennesker som kender mig rigtig rigtig godt. De ved hvordan jeg er og hvordan jeg har været, og mange af dem har også kendt mine forældre. De forældre som nu ikke er her længere.

For nogle uger siden var jeg inviteret til frokost hos en god venindes mor. Både min veninde og hendes mor har kendt mine forældre, og det var så rart og trygt at sidde i den sofa, som jeg har siddet i så mange gange som barn. Dette er værdifulde relationer, som jeg skal blive bedre til bruge og gøre til en del af min base, nu hvor den faste base er væk.

Måske hvis jeg gør en indsats vil jeg også have mange gode venner at invitere til runde fødselsdage i fremtiden. De relationer skal hjælpe mig til at blive en rigtig gammel kone, en som lever længe, fordi jeg har folk omkring, som nærer det der er helt inde i - følelserne, minderne, det tomrum som skal fyldes ud og hele tiden fyldes op.